I sommeren 2017 bliver Villum født. Et par måneder senere begynder min hjemmedrøm så småt. Jeg læser om andre mødre, der går hjemme med sine børn. Forsørget af sin mand. Jeg læser om mødre og fædre, der sammen går hjemme med børnene OG arbejder. På alle mulige tidspunkter af døgnet, for at få det til at fungere. Og jeg læser om mødre, der har sine børn hjemme OG arbejder hjemmefra. Og det går op for mig, at man må og kan hjemmeskole sine børn. Det er en spændende ny verden for mig, og jeg læser om det konstant på det tidspunkt.
Vegas, der på det tidspunkt lige er fyldt 2 år, går i privat dagpleje. Han er ked af at skulle afsted hveranden morgen. Han har det godt i dagplejen, og vi henter altid en glad dreng. Men han er ked af det alt for mange morgener, når vi går er på vej ud af døren. “Mig hjemme mor og Villum!” siger han og græder. Av mit hjerte.
Jeg drømmer om at tage ham ud af dagplejen. Men Villum græder en del og bliver let overstimuleret. Det samme gør jeg, i den periode. Så jeg kan ikke overskue to små børns behov så mange timer alene hver dag. Men selvom jeg ikke kan overskue det på det tidspunkt, så drømmer jeg om at gå hjemme med dem. Og om, at jeg ikke behøver arbejde, så jeg kan bruge min tid sammen med begge børn. Vi kan bare ikke finde ud af, hvordan det kan lade sig gøre. Vi er lige flyttet i et dejligt hus. Vi har en stor bil. Vi er ved at spare sammen til en ny terasse. Og et nyt køkken. Og vi drømmer om safari i Afrika.
Hver måned tæller
Martin og jeg laver rigtig mange budgetter i den periode. Min barsel slutter i starten af juli, og jeg regner konstant på at få råd til et par måneder ekstra, inden jeg behøver finde et job. “Hver måned tæller” kan jeg huske jeg tænker. Selvom jeg inderst inde ikke synes, det er nok med nogle måneder ekstra. Jeg vil ikke gå hjemme med en tidsfrist. Jeg ønsker at gå hjemme, indtil det ikke længere fungerer for OS. Ikke når vores penge er brugt op. Jeg begynder at læse endnu mere om hjemmeskole, selvom Martin synes det er alt for underligt. Men jeg kan ikke lade være med at læse om det. Den vinter joker jeg lidt med at sælge vores hus. Selvom vi elsker at bo der. Som i: Vi nævner hver dag, hvor fantastisk et hus vi har købt!
Det billede, der er i toppen af indlægget er taget i det hus. Der har vi også indrettet os med plads til leg og bevægelse. Med legeskum, ribbe og krog i loftet inde i vores lille stue. Og vi elsker virkelig bare at bo der.
Frem og tilbage
Min hjemmedrøm går lidt frem og tilbage. Vegas skal starte i børnehave september 2018 og Villum har en plads hos den dagpleje, Vegas går i. Så er vi sikret plads, hvis det ikke kan lade sig gøre at gå hjemme. Jeg prøver at overtale mig selv til at gøre ligesom så mange andre efter barsel. Indkøring af Villum i dagpleje. Indkøring af Vegas i børnehave. Og jobstart til mig. Da jeg ikke har en fast stilling inden barsel, står jeg til at skulle på dagpenge indtil jeg får et job.
Tiden går og mit hoved er konstant på overarbejde. Tankemylder. Jeg tænker på vores fremtid. Skal vi sælge huset? Hjemmepasse? Eller starte nyt job, børn i børnehave og dagpleje, og have 2 fuldtidstillinger. Måske Martin på fuldtid og mig på deltid? I april søger jeg job i vuggestuer og børnehaver på deltid. Det er halvhjernet, fordi jeg stadig gerne vil hjemmepasse. Men vi kan ikke få det til at hænge sammen økonomisk.
Universet sender mig et klart tegn
Jeg kan ikke huske præcis hvilken måned, vi bestemmer os for at tage Vegas ud af dagplejen. Jeg mener, det er i slutningen af juni 2018. Men jeg kan huske, hvad der gør, at vi bestemmer os for det. Det er for mig et klart tegn fra universet.
Jeg står hjemme i mine forældres have. Børnene leger, og jeg modtager en besked for vores dagplejer. Hun skriver, at hun desværre vælger at sige op på grund af den usikre indtægt som privat dagplejer. Jeg ånder lettet op! For det er så tydeligt for mig, at det er det skub, jeg har brug for, for at tage Vegas hjem. Som minimum indtil børnehavestart om 3 måneder. Jeg begynder at græde af lettelse. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at hjemmepasning (indtil børnehavestart) er den eneste mulighed, og at jeg må vente med et job. Uanset, hvad det må betyde for vores budget de næste tre måneder. Alternativet til hjemmepasning er, at han skal starte op i en ny dagpleje i 2 måneder for dernæst at starte i børnehave. Ikke tale om!
Officiel hjemmepasser
Villum fylder 1 år på en fredag midt i juli. Dette bliver Vegas første officielle dag hjemme. Vi har holdt ferie ugerne inden og afslutning i dagplejen tidligere i ugen. Men det er på Villums fødselsdag, jeg starter med at hjemmepasse officielt. Jeg får tilskud til pasning af eget barn for Villum. I vores kommune er det på 5.800 kr før skat på det tidspunkt. Det er ikke alle kommuner der tilbyder det, så vi er ret heldige med at kunne få det. Dog gælder det kun i 12 måneder. Se en liste over, hvilke kommuner, der tilbyder tilskud til pasning af eget barn her.
Kort tid efter bliver Martin og jeg enige om, at vi vil sætte vores hus til salg. Jeg kan slet ikke klare tanken om, at Vegas skal starte i børnehave inden for nogle måneder og at Villum skal starte i en ny dagpleje. Jeg har ikke lyst til at aflevere dem ved nogen, der ikke kender dem. Det giver ingen mening, at jeg skal aflevere mine to børn, som muligvis græder ved adskillelsen, for at køre på arbejde, hvor jeg passer andres børn, som også græder ved adskillelsen. Jeg får ondt i maven af at tænke på en hverdag, hvor vi er adskilt, når vi alle tre allerhelst vil være sammen!
Flytningen
Martin er guld værd, og han støtter mig og mine mavefornemmelser. Vi snakker en del om vores prioriteringer. Og i starten af august sætter vi huset til salg, selvom vi stadig er lidt i tvivl nogle dage. For det er en kæmpe beslutning med endnu en flytning, og det er virkelig svært at forlade er hus, vi er så glad for, når vi ikke ved, hvad vi skal bo i senere. Vi har nemlig ikke fundet et nyt hus, inden vi sælger 40 dage senere.
Jeg er stadig meget i tvivl om det er det rigtige vi gør for vores familie. Det er hårdt at gøre noget, der i mange andres øjne ikke er særlig fornuftigt. Selvom venner og familie støtter os. Vi flytter hjem til Martins far i slutningen af oktober, uden at vide, hvor længe, vi skal bo der. Tiden går utolig langsomt de to måneder vi bor der. Vi indretter os meget hyggeligt på 1. etage, men det er ikke vores hjem. Det er en midlertidig løsning, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvilket hus, vi skal bo i, og hvornår. Jeg har ikke meget overskud til at lege med børnene. Ingen overskud til at male eller stille an til sanselege. Vi ser en del fjernsyn i den tid, og jeg spekulerer en del over fremtiden.
I november skriver vi under på vores nye hus. Et større, ældre og noget billigere hus, der ligger i nabobyen. Dagen inden nytårsaften får vi nøglen til huset, og på grund af nye lofter og malerarbejde flytter vi først ind ugen efter. Og så begynder vores hjemmedrøm for alvor. Mit hoved er ikke længere fyldt med tanker om, hvad vi skal gøre. Jeg lever ikke længere i fremtiden. Jeg er til stede i nuet. Min tvivl er forsvundet, og jeg er både stolt og lykkelig. Jeg er stolt over, at vi har taget springet. Selvom det har taget os mange måneder. Og et skub fra universet. Og lykkelig over, at vi har fundet et nyt hjem, hvor jeg skal tilbringe tiden sammen med begge børn.
Nu har jeg igen lyst og overskud til at lege. Lyst til at finde på sjove ting med mine børn. Jeg bliver igen den mor, jeg ved, jeg kan være. Hjemmedrømmen er blevet til virkelighed, og det føles helt fantastisk. Og selvom det er det hårdeste ‘job’ jeg nogensinde har haft, så er det også klart det, der er mest meningsfuldt for mig.
Vi kan umuligt vide, hvor længe vi fortsætter hjemmelivet. Lige nu er det planen, at vi vil hjemmeskole. Men hvis der er noget, de sidste par år har lært mig, så er det, at vi aldrig ved, hvad fremtiden bringer. Vi forsøger at følge vores mavefornemmelse. Og hvis det en dag ikke længere giver mening med den måde, vi lever hverdagen på, så må vi justere på den, så det fungerer for os. Indtil det igen giver mening for vores lille familie.
Tak fordi du læser med 🙂