Jeg går hjemme med begge drenge, hvilket betyder, at vi sjældent har noget vi skal nå. Vi skal ikke stå op på et bestemt tidspunkt, for at vi kan nå at spise morgenmad. Vi skal ikke nå at komme ud af døren på et bestemt tidspunkt, for at jeg ikke kommer for sent på job. Og vi skal ikke nå i vuggestue og børnehave inden kl 9, for at de kan indgå i legerelationer resten af dagen. Vi kan bruge den tid vi vil, når vi tager i skoven eller cykler en tur. Egentlig har vi al tid i verden, til dét vi er optaget af her og nu. Alligevel har jeg så travlt. Travlt med at komme fra A til B. Så jeg kan nå alt det, jeg gerne vil bruge min tid på.
Jeg øver mig hver dag i at nyde livet. Nyde tiden sammen. Uanset om den tid vi har sammen bliver brugt på at studere en langsom snegl eller på at løbe og cykle så hurtigt vi kan på cykelstien. Men jeg synes det er svært. For jeg er vant til at gå hurtigt. Jeg kan faktisk rigtig godt lide at gå i rask tempo. Men mine børn, især min 2 årige, tvinger mig ned i gear. Så langt ned i gear, at vi står stille. Meget længere tid, end jeg er vant til.
Hvad skal jeg nå?
Når vi går en tur, er det som regel Vegas, der går forrest og viser vej. Villum sakker bagud, og sætter sig konstant på hug for at studere diverse fund på jorden. Jeg går ofte i midten, og forsøger at få Vegas til at vente lidt, og Villum til at skynde sig. Ingen af børnene har lyst til at ændre sit tempo, det er klart. Men hvad gør man så?
Når begge børn så endelig følges ad og finder noget, de er optaget af, så er det pludelig mig, der får travlt efter kort tid. Vi skal jo sjældent være et sted på et bestemt tidspunkt, så hvad skal jeg egentlig nå? Når jeg minder mig selv på, at vi jo ikke skal nå noget, hjælper det lidt på min tilgang til børnenes tempo. Jeg slapper mere af, og kan dvæle ved de mindste ting lidt længere tid, end jeg normalt gør. Men det kræver virkelig meget øvelse, når man er vant til at have fart på.
Vi lærer hele livet
Men det er ikke kun mig, der har travlt. Mine børn har også enormt travlt. Med at leve livet. Al gang foregår i løb, undtagen på vores gåture – ironisk nok. Hvorfor gå hen til hemsen og hoppe ud, når man kan løbe og nå derhen meget før. De har en mod på livet, og en lyst til at lære. Alt! Og der er virkelig også meget, de små pus skal nå at lære. Af færdigheder og om livet. De skal lære at kravle, gå og løbe. De skal lære at kaste, gribe og klemme om ting. De skal lære at tale og skrive og læse. Og de skal lære at rumme, omfavne og sige fra. Og tænke selv og finde frem til svar på deres egne spørgsmål. Og en million andre ting!
Men wow, hvor skal vi voksne virkelig også lære meget af vores børn!
Den dag Vegas bliver født, bliver der også født en mor. Helt overvældet, lykkelig og usikker. De første dage, uger og måneder er fyldt med kærlighed og en masse gråd. Fra både mig og Vegas. Først da han er 8 måneder, bliver det bedre, og dermed lettere at være hans mor. Efter 10 måneder er der ingen gråd, udover den åbenlyse ved sult, træthed, skrammer eller adskillelse. Men der kan vi i det mindste gætte os til, hvordan vi skal hjælpe ham. Det vidste vi ikke rigtigt, hvordan vi kunne, de første mange måneder. Da han er 1 år har vi glemt, hvor hårdt det hele var, og jeg bliver gravid med Villum. 9 måneder senere bliver jeg mor for anden gang.
Kæmpe udvikling
Efter Villums fødsels sker der en kæmpe udvikling i mig. Jeg læser Fie Hørbys bog, Drop Opdragelsen, og pludselig kan jeg se mine børns behov mere klart. Jeg tillægger deres handlinger og reaktioner meget mere mening. Og jeg begynder at tage Vegas’ reaktioner på adskillelse hver morgen mere seriøst. Han går nemlig i dagpleje fra han er 11 måneder til han er 2 år og 9 måneder.
I knap 2 år, går han i dagpleje. Hvor han har en dejlig hverdag, vi modtager søde billeder af en glad dreng, og vi henter også altid en glad dreng. Han snakker meget om sin dagplejemor og hendes 2 store børn. Alligevel er han ofte ked af det om morgen, når vi skal ud af døren. “Mig blive hjemme – mor og Villum!” smågræder han. Av mit hjerte.
Jeg læser flere bøger om børn i den periode efter Villums ankomst. Jeg finder Maj My’s blog og instagramprofil, og læser om hjemmepasning og hjemmeskole. Og min verden udvider sig helt enormt. Jeg finder flere og flere, der går hjemme med sine børn, både i den såkalde vuggestue- børnehave- og skolealder. Jeg læser om børns naturlige behov, deres udvikling, deres lyst og drivkraft. Til at lege, bevæge sig og lære nye ting.
Og en dag føler jeg, at jeg ved for meget til at ignorere det hele. Jeg føler til sidst, at jeg er den, der kan skabe den bedste hverdag for mine børn. Og kombineret med min egen lyst til at bruge det meste af min tid sammen med drengene, så er der til sidst kun én ting, der giver mening for mig. Martin støtter op om det hele, og vi sætter huset til salg. Vores første hus. Som vi kun har boet i i et lille års tid. Huset bliver hurtigt solgt, og vi flytter hjem til min svigerfar, indtil vi finder et nyt hus, hvor vi har råd til at bo med mig som hjemmegående.
Rolig og presset hverdag
Vi finder et større, ældre og billigere hus i nabobyen, og flytter ind i januar 2019. Nu har jeg officielt hjemmepasset begge børn siden Juli 2018. Vi har fået skabt en hverdag fuld af leg, bevægelse, ro, nærvær og fjernsyn. Vi leger med andre børn, når det passer os, tager i skoven, når det passer os, vi går til gymnastik de fredage, det passer ind og vi nyder tiden sammen. Og selvom, vi er kommet helt ned i gear, så oplever jeg stadig, at jeg har travlt nogle dage. Og er stresset. For selvom hver dag kam føles som ferie. Så er det bestemt ikke afslappende at gå hjemme med to børn på 2 og knap 4 år. 😉
Vi skal ikke nå noget. Men med legeaftaler, udflugter, mit tjener job, vasketøj, måltider, fjernsyn, sanselege, opvask, bøger, bleskift, instagram og nu en hjemmeside, så har jeg nok at se til. Og nogle dage føler jeg mig enormt presset. Og jeg bliver overvældet af alt det, jeg skal. Eller har valgt, jeg vil bruge tid på. Det er de dage, hvor instagramopslag bliver prioriteret over opvask. Og en kæmpe motorikbane bliver prioriteret over vasketøj. Og jeg er ikke stolt af at indrømme det, men det er også de dage, hvor hjemmesideindlæg bliver vigtigere for mig, end den rolleleg Vegas så gerne vil lege hver eneste dag. Jeg kan ikke nå alt det, jeg gerne vil i løbet af en dag. Hvert fald ikke hver dag.
Jeg vil gerne bruge tid med mine børn, med min mand og min familie. Jeg vil gerne bruge tid på at rydde overfladisk op og støvsuge, så der er plads til nye sjove lege. Og jeg vil gerne bruge tid på min mobil og min computer. Men det handler om at prioritere. Og dét kan virkelig være svært for mig!
Og når jeg vil nå det hele hver dag, så får jeg travlt. Selvom jeg har al tid i verden.
Tak fordi du læser med!