Motorikbaner er næsten altid et hit blandt børn. Fx ‘Jorden er giftig’ og andre forhindringsbaner med forskellige udfordringer. De er både sjove og gode for barnets udvikling. Men hvor tit tænker vi det at kravle ind i sådan nogle lege? Prøv med en ny motorikbane engang imellem: en kravlebane. Det er virkelig god hjernestimulation!
Når vi kravler nærer det hjernen
Ann-Elisabeth Knudsen skriver i sin bog ‘Pæne piger og dumme drenge’, om hvordan dét at kravle påvirker hjernens udvikling.
Hjernen har en venstre og en højre hjernehalvdel. Når venstre side af kroppen skal koordineres med kroppens højre side, så opstår der krydsbevægelser. Disse krydsbevægelser styrker hjernebjælken, som er en hjernestruktur, der forbinder de to hjernehalvdele. De to hjernehalvdele kan dermed bedre arbejde sammen, hvilket vil gavne barnets forståelse og indlæring. Når de to hjernehalvdele samarbejder, kan man altså hurtigere og lettere trække på viden fra begge hjernehalvdele.
Når kroppen laver krydsbevægelser, tvinger man altså de to hjernehalvdele til at samarbejde.
Og man styrker derved de forbindelsestråde, der allerede er skabt inden barnet er ca 1,5 år gammelt.
Hvis dit barn ikke kravler af sig selv engang imellem, så kan du måske finde på en leg, der motiverer til krydsbevægelser. For det er mega god hjernestimulation.
Kjeld Fredens skriver i ‘Læring med kroppen forrest’:
“Balanceudvikling er et samarbejde med den tyngdekraft, som holder en nede. Derfor bevæger den motoriske udvikling sig via faserne trille, krybe, kravle og til at kunne gå oprejst. Men det må ikke opfattes, som om den ene fase afløser den forrige; tværtimod fortsætter alle faserne deres udvikling.” (Fredens 2018)
Faserne fortsætter deres udvikling, ja. Men det gør det ikke mindre udfordrende at få større børn til at kravle, efter de har lært at gå. Og hvad gør man så lige, med sin 5 årige pige eller dreng, der jo for længst har lært at gå, løbe og hoppe, og som måske ikke føler nogen særlig trang til at kravle mere? Jo, her kan man lave en forhindringsbane med forskellige forhindringer. Dette styrker også bevægelsesglæden. Generelt er al bebægelse godt for børns og voksnes evne til at lære nye ting. (Læs mere om bevægelse og læring her.) I forhold til at tænke krydsbevægelserne ind i legen, så er kravlebaner en oplagt idé.
Vores kravlebane
Kravlebaner kan se ud på mange forskellige måder. I princippet kan man bare finde på en stafet-leg, hvor man aftaler at man skal kravle i stedet for at løbe. Det kræver ingen redskaber. Men vi kan godt lide at bruge de ting, vi har i huset. En lang sengerand giver barnet en synlig bane at kravle på. Og så er den også lidt blødere for de små knæ end et trægulv. Vi bruger vores legeskum til at kravle over og under. Og vi bruger vores skumgulv til at kravle igennem.
Jeg har for nylig fundet nogle brugte River Stones på DBA. Der er de ret tit at finde, ellers kan de købes her. River Stones er gode til at styrke barnets balance og afstandsbedømmelse.
Og så er det oplagt også at tænke vores ribbe ind i vores kravlebaner, da krydsbevægelser også opstår når man klatrer.
Vi stiller også indimellem vores stole ind midt på gulvet og vikler noget garn frem og tilbage mellem stolebenene. Så skal vi alle tre forsøge at krybe og kravle under garnet, helst uden at røre det, hvis man kan undgå det. Det er overraskende sjovt, både for børn og voksne. Det er hvert fald vores erfaring.
Måske har du et barn, der ikke har særlig stor motivation for at deltage i sådan en kravle- og krybeleg. I så fald hjælper det måske at lege, at I er nogle dyr eller soldater, der skal snige sig gennem en mudderpøl. Eller noget andet, der interesserer dit barn. Måske det hjælper – ellers går det også nok 😉
Det vigtigste er, at I har det sjovt sammen. Hvis dit barn stejler, så find på noget andet at bruge tiden på. Ellers: så lad dit barn kravle, klatre og krybe! Inde og ude. Under stole. Over sofapuder. Gennem lillebrors aktivitestæppe og under sofabord og spisebord. Op ad stejle bakker og i træer. På en lang sengerand eller op i en ribbe. Eller hvad der nu lige er i jeres hjem.
God legelyst og god hjernestimulation! 🙂