En simpel leg, der ofte hitter hos mine børn, er når vi leger ‘befri dyrene’.
Mine børn har altid været meget glade for dyr, derfor er det som regel dem vi skal befri fra forskellige ting. Men er dit barn nu mere interesseret i maskiner, dukker, dinoer, superhelte eller noget helt andet, så brug det i stedet. Hvis det kan holde til dét, de skal befries fra, selvfølgelig.
Forskellige materialer
Vi leger ‘befri dyrene’ med piberensere, malertape, yoghurtslim, modellervoks eller elastikker. Jeg har også set ligende leg hos Hjemmeakademiet, hvor de bruger tøjklemmer på bamserne.
Når vi bruger piberensere eller malertape, så vikler vi det bare om legetøjet, og så skal børnene befri det ved at pille og vikle ud. Det er super simpelt, og kan faktisk være overraskende udfordrende for et lille barn.
Legen med fx piberensere giver god mulighed for at barnet:
• Øver finmotorik
• Fordyber sig, hvis legen er spændende nok.
• Øver tålmodighed (det kan være svært at få dem af, for barnet kan ikke bare hive dem i stykker som med malertapen, slimen eller modellervoksen.)
• Får en god selvfølelse, fordi det hjælper dyrene med at komme fri. (Mit barn er helt stolt hver gang et dyr er befriet.)
• Kan snakke om de forskellige farver, hvis der selvfølgelig er forskellige farve piberensere.
• Øver øje-håndkoordination
Når legen starter forfra
Normalt forbereder jeg denne leg selv, så det bliver en form for overraskelse for mine børn. Det er som regel en dejlig overraskelse, som de kaster sig over for at befri dyrene. Når de så er befriet, så fortsætter legen på ny, fordi begge børn gerne vil prøve igen. Så propper de selv dyrene ind i modellervoks eller slim, og giver til mig eller sin bror. Eller vikler piberenserne omkring igen, og vikler dem selv ud.
‘Befri dyrene’ med malertape og piberensere er også været gode at have i bilen. Det giver lige 5-10 minutters ro og fordybelse på bagsædet. Men hvis det er første gang, du laver legen til dit barn, så tjek lige op på sværhedsgraden. Hvis du fx har strammet det for hårdt, så det bliver for svært for dit barn at få det af, så skaber det mere frustration end fordybelse. Og ved at lave en test-leg inden kørselv-ferien finder du også ud af, om denne leg overhovedet fanger dit barns interesse. 😉
Til det helt lille barn, kan det være nok at vikle en piberenser omkring en farveblyant. Dette var dog alt for nemt, og derfor slet ikke sjovt for min den yngste, da han var knap 2 år.
God legelyst!