Hvis du ligesom jeg, ikke er vild med de mange købe-slim, der er fyldt med alt muligt skidt, man ikke ved, hvad er, så kan du lave din egen yoghurt slim uden farlig kemi!
Udover at være fri for kemi, så er denne slim super nem at lave, og kræver kun 3 ingredienser plus eventuel farve.
Du skal kun bruge..
½ dl græsk yoghurt eller skyr
60 g kartoffelmel
3 g olie.
Rør det hele sammen og tilsæt evt frugtfarve eller pastafarve, hvis slimen ikke skal være hvid. Her kan du købe pastafarve, hvis du ikke har noget i forvejen.
Jeg lavede 3 portioner til denne omgang slim, så du kan selv gange op alt efter, hvor meget slim du vil lave til dine børn. Men grundopskriften x 3 passer fint til to børn og deres mor 😉
Du kan både bruge almindelig yoghurt uden klumper, græsk yoghurt eller skyr. Vi er mest til den slim man får, når man bruger græsk yoghurt eller skyr, fordi den slim med almindelig yoghurt klistrer lidt mere. Dog ikke nær så meget som slim lavet af kartoffelmel og kogende vand. Hvis dit barn elsker at blive grattet ind, så vil jeg anbefale dig at prøve at lave denne slim! Men det er smag og behag. Og ikke mindst, hvad man lige har til at stå i køkkenet 😉
Jeg lavede denne portion, fordi vi havde en bøtte med skyr til at stå, som var blevet for gammel. Altså ikke med mug over det hele, men sådan at man vidste, det ikke skulle spises. Så kunne det passende blive lavet om til en god sanseleg.
Opbevaring
Gem den i en skål med låg i køleskabet, og husk at tage den ud et kvarters tid inden næste leg, så den kan nå at blive stuetemperatur. Slimen bliver nemlig lidt hård af at stå på køl. Hvis du synes, dit barn skal lege med slimen, mens den er kold for at mærke på forskellige temperaturer, så kan du tilføje lidt ekstra yoghurt. Så forbliver den kold og bliver lækker blød igen.
Alt efter, hvor frisk yoghurten er, kan slimen gemmes i nogle dage i køleskabet. Lugt til slimen og vurdér selv, inden du lover dine børn en ny dag med slim.
Denne gang, blev vores slim en smule tør. Men det gør os ikke noget. Jeg kan godt lide, at mine børn får lov til at lege med mange forskellige teksture; Blød, slimet, formbar, grattet, klumpet, tørt og mange flere. Hvis man synes, ens slim ikke er slimet nok, kan man tilføje lidt ekstra yoghurt / skyr. Omvendt kan man tilføje mere kartoffelmel, hvis man synes den er for klistret eller blød.
Du kan se en kort video af vores første udgave af slimen, ved at klikke her. Den er lavet på græsk yoghurt.
Ved sanselege er der ikke et rigtigt facit. Du kan ikke lave en opskrift forkert, hvis formålet er at have det sjovt og prøve nye ting af. Så prøv dig frem, evt sammen med dit barn. Se det som en sjov process, hvor I sammen finder frem til en dejlig konsistens, der passer til jer.
God legelyst 🙂