Gaveidéer, der ikke kan pakkes ind

maling

Fødselsdag og gaver hænger ligesom sammen. Og gaverne er typisk endnu mere legetøj. Men hvis du ikke synes, dit barn mangler nyt legetøj, så kommer der her nogle gaveidéer, der ikke kan pakkes ind.

Dagene op til min søns fødselsdag, får jeg en smule dårlig samvittighed. Min mand skal arbejde, og gæsterne kommer først om eftermiddagen. Jeg tjekker reshopper for legetøj, fordi jeg tænker, at han skal have flere gaver og gøre dagen speciel. Er der andre, der kender til lysten til at shoppe, når noget går én på? Det er en dum, gammel vane, og det kan hurtigt blive dyrt og unødvendigt, hvis jeg ikke er opmærksom på, hvorfor jeg får lyst til at købe noget nyt (eller brugt).

Men altså, den dårlige samvittighed over ikke at skulle noget specielt på hans fødselsdag, gav mig lyst til at købe endnu flere gaver til ham. Men hvor findes der altså meget skrammel-legetøj, som børn jo sjældent gider lege med i mere end de par minutter det tager at åbne pakken. Og så vil de derefter hellere lege med papkassen eller fyldet. Det er hvert fald min erfaring ved noget legetøj.

Men så kommer jeg i tanke om nogle gaveidéer, der hverken koster (ret mange) penge, og som ikke skal pakkes ind. Og som jeg faktisk tror vil gøre mine børn endnu mere glade, end mere legetøj vil.

Skattejagt

En skattejagt kan man gøre en masse ud af med opgaver der skal laves og gåder der skal løses, for at finde den næste post. Men den kan også være rimelig simpel.

Mit bud på en simpel, men stadig sjov skattejagt, er hvor jeg forbereder mig ved at lave nogle sedler, hvor jeg skriver, hvor mine børn skal lede efter en ny seddel. Men i stedet for bare at skrive “Kig i ovnen!” skriver jeg fx “Kig et sted, hvor der kan blive mega varmt, og hvor vi bager boller”.

På hver seddel skriver jeg oppe i hjørnet, hvor den skal ligge, så jeg nemt kan dele sedlerne ud, uden jeg behøver løse mine egne små gåder ved hver seddel 😉 På den første seddel skriver jeg fx Legestue oppe i hjørnet, så jeg ved, at den skal være der.

Eksempel på en skattejagt:

Legestuen: “Der har endnu engang været en pirat, som har glemt, hvor han har gemt sin skat! Find den før han gør. Kig i  det store badekar!”

Badekar: ” Sådan! Kig nu der, hvor man kan sove helt tæt på loftet.”

Hems: “Flot, led nu et sted, hvor der bliver meget koldt, og hvor vores yoghurt bor.”

Køleskab: “Godt, nu skal I finde en ballon, der rasler!” (Pust en ballon om og kom en bjælle og næste seddel deri.)

Ballon i stuen: “BANG! Nu er I der næsten. Kig nu bag 5 dinosaurer.”  (Vi har et maleri med 5 dinoer på)

Dino: “Yes, kig nu der, hvor vi har vores gyngeredskaber.”

Skuffen med gyngeredskaber: “SÅDAN, I har fundet skatten!”

Juster selv i skattejagten

Skattejagten kan nemt justeres, så den passer til dit barns alder. Den kan gøres kortere eller længere, lettere eller sværere. Skatten er ofte noget spiseligt som fx en slikkepind, en figenstang eller noget andet lækkert. Men det kan også være en leg, jeg har gjort klar. Fx kan skattejagten slutte i køleskabet, hvor der ligger en portion yogurtslim, klar til leg.

Vi har også før gjort sanselege til en del af skattejagten. Dagen inden skattejagten fryser jeg en nøgle til en hængelås ned i en ballon med vand. I skattejagten står der så, at børnene skal kigge i fryseren og befri nøglen. Se opslag på min instagramprofil her.

Nu hvor Vegas er blevet større, kan jeg så småt tænke flere opgaver ind i vores skattejagte. Men min erfaring er, at det ikke er nødvendigt. En simpel skattejagt er lige så sjov! Hvert fald indtil videre 😉

Sanselege som gave

Overrask fødselsdagsbarnet med en ny sanseleg! Vi er jo vilde med sanselege herhjemme, så ungerne kender efterhånden de fleste af de materialer, vi bruger, ret godt. Derfor er der ikke så mange sanselege, der kan overraske Vegsas mere. Men jeg forsøger alligevel engang imellem at lave lidt om i legene, så de bliver sjove og spændende igen. Fx med lys under sanselegen. Herunder kommer to af vores yndlings sanselege.

Troldesnot

Hvis dit barn ikke har prøvet at lege med troldesnot endnu, så kan jeg virkelig anbefaler dit at prøve at overraske med sådan en portion. Det er en skøn sanseoplevelse, og det har en facinerende konsistens.

Bland 250 g kartoffelmel med knap 2 dl vand. Tilføj mere eller kartoffelmel eller vand, alt efter hvilken konsistens, I bedst kan lide. Mål evt indgridienserne op inden leg, og stil an, så dit barn selv kan blande det. Det giver lidt ejerskab over legen, og det er måske knap så grænseoverskridende at stikke fingrene i slimen derefter. 😉

gaveideer

Farvede ris

Da Vegas fyldte 3 år, havde jeg farvet 3 kg ris i en smuk blå farve. Dem havde jeg pakket ind som hans fødselsdagsgave, fordi jeg vidste, at han også fik nogle havdyr af sine oldeforældre. Så kunne risene fungere som havet i en sanseleg. Han blev meget glad, da han fik papiret af baljen med ris. Men kun kortvarigt. For jeg tager dem fra ham med det sammen. De var nemlig allesammen mugne. Suk. Men det er tanken der tæller. 😉

Så lille tip: Sørg for, at dine ris er HELT tørre og lad være med at pakke dem ind i en lufttæt beholder 3 uger inden fødselsdagen. Hvis de skal pakkes ind (lufttæt) så gør det evt aftenen inden, så de ikke står for længe 😉

Bogstav-jagt

Som en overraskelse på Vegas fødesldag, fandt jeg vores bajle med ris og gemte nogle bogstaver fra et spil nede i risene. Han rodede rundt med hænderne nede i risene og hev det ene bogstav efter det andet op. Der går lidt tid, inden han opdager, at jeg også havde lagt 4 små indpakket chokolader ned i bajlen. Men wow, hvor blev han glad! 😉

Da han snakker i telefon med en bedsteforældre senere på dagen, snakker de om hans fødselsdag. Og han næver glad den lille leg med bogstaver og chokolade. Men ikke et ord om de gaver, han fik efter sin morgensang. Go figure. 🙂

Skovtur med madpakke

Noget af det bedste Vegas ved for tiden, er når vi tager i skoven. Alle fire eller med andre familiemedlemmer OG når vi har madpakke med. Vi skal helst gå den samme rute i skoven, så vi kommer til det samme sted på toppen af en bakke, til den samme bænk. Og så kan vi spise vores madpakke. Og det er ikke kun Vegas, der synes det er skønt. Jeg bliver altid en lille smule lykkeligere, når vi går den rute. Så simpelt. Og han stornyder det.

Flyt grænser og gør store indtryk (og aftryk)

Noget der skaber kæmpe glæde og gode minder herhjemme, er når vi flytter lidt til grænserne. Når vi gør noget, vi normalt ikke gør. Fx at male med hele kroppen! Det er ikke noget, vi gør så tit, og første gang Vegas prøver det, er han 2 år og han har en kæmpe fest! Det kræver selvfølgelig en del overskud af de voksne, fordi der både skal stilles an, leges, ryddes op og bades. Men det ér virkelig sjovt med sådan en sanseoplevelse, og når det ikke er så tit, og det måske endda er første gang, så vil det gøre et kæmpe indtryk på barnet. Langt større indtryk, end så meget legetøj vil gøre.

maling

Skab jeres eget legeunivers

Du kan også købe en mdf-plade, som skal males og laves til et bestemt legeunivers til dit barns legetøj. Mine børn er vilde med dyr, så derfor er det oplagt at lave marker til bondgårdsdyrene og en savanne til de afrikanske dyr. Men måske vil en bilbane være mere interessant for dit barn, eller et hus set oppe fra til små bamser og dukker. Mal det selv, som en overraskelse til dit barn, eller lad ham/hende være med til at male. Så selve oplevelsen af at male sammen bliver en del af gaven. Den med marker, har jeg lavet alene. Den med savannen hjalp Vegas mig med, da han var lidt over 2 år. Den blev ikke helt som jeg havde forestillet mig, da der pludelig er malet brunt rundt omkring, haha. Men det gør ikke noget, for vi hyggede os, og resultatet blev alligevel rigtig fint. Og ikke mindst brugbart i mange timers leg efterfølgende.

Vi har brugt akrylmaling, og vi legede lidt med forskellige maleteknikker, så det sølv på savannen (skal forestille støv, som elefanterne støvbader i) og det blå (vand) fik lidt tekstur.

legeunivers

Vågn op til en forhindringsbane

Du kan også lave en forhindringsbane klar aftenen før dit barns fødselsdag. Når dit barn så står op og er blevet sunget for, og hvad der ellers er af fødselsdagstraditioner, så overrasker du barnet med en bane. Måske ligger gaverne for enden af banen, måske er selve banen en gave i sig selv. Og måske bliver det hele lige 120 % sjovere, hvis de voksne også er med til at gennemføre banen. Forhindringsbaner kan laves på rigtig mange måder. Brug evt stole til at kravle over, borde til at kravle under, diverse tumlemøbler, og hvad I  ellers har liggende.

Måske er det noget, du plejer at overraske dit barn med. Men hvis det ikke er, så vil det højst sandsynligt gøre et kæmpe indtryk på dit barn, og skabe et dejligt minde. Ganske gratis.

bane

Oplevelse som gave

Det mine børn allerhelst vil, er at bruge tid sammen med os. Derfor oplever jeg tit, at de oplevelser vi får sammen, er mere værd end de gaver, vi køber til dem. Så vi har ikke købt for ret mange penge til Vegas i fødselsdagsgave. To bøger og 2 sæt spillekort med dyr på fra Netto, og en loop med lys, en tang til sanselege og tre grydeskeer fra genbrugen.

Som en ekstra fødselsdagsgave, får han en oplevelse, som ikke kan pakkes ind. Martin har mulighed for at booke en ferielejlighed gratis gennem sit arbejde, så vi skal på ferie næste weekend. Vi har været der før, og Vegas har snakket meget om den tur lige siden. Vi har længe sagt, at så må han ønske sig en tur derhen i fødselsdagsgave, og det gjorde han så. Og vi glæder os alle fire!

Nu behøver det jo ikke lige at være en ferie, barnet får som oplevelse. Det kan være en tur i zoo, på stranden, i skoven (med madpakke selvfølgelig 😉 ) eller en shoppetur, alt efter, hvad der ville glæde dit barn.

Jeg håber, at du bliver inspireret til at sætte gavebeløbet lidt ned og tænke flere gaveidéer ind, der ikke kan pakkes ind. For den slags gaver kan gemmes i hukommelsen som et dejligt minde! Og det minde holder måske længere tid, end det legetøj, man almindeligvis havde købt, gør. Det betyder selvfølgelig ikke, at jeg synes, at man ikke skal købe legetøj til sine børn. Jeg elsker selv legetøj! Men en tur i skoven eller på stranden med madpakke kan altså virkelig også noget 🙂

 

Tak fordi du læser med 🙂