Påsken nærmer sig så småt. Derfor kommer jeg her med mine bud på nogle sjove påskeaktiviteter, du kan lave med børn. Det er vigtigt for mig, at det mest er processen, der er i fokus. Det er ligemeget, hvordan det færdige produkt ser ud, hvis bare vi har hygget sig med at lave det (hvert fald, når jeg har små børn). Derfor er de her bud på påskeaktiviteter lidt anderledes, end de traditionelle påskeaktiviteter. Jeg håber, du finder noget, der kunne være sjovt for dig og dine børn.
Påskeæg med spin art
Hvis du har en salatslynge, du aldrig bruger, så overvej lige at bruge den til spin art. Du kan nemlig lave de flotteste kunstværker med en slynge og maling!
Klip et stykke karton, pap eller papir ud, så det ligner et stort æg. Læg det ned i salatslyngen, og kom nogle klatter maling derpå.
Så sætter du låg på slyngen og lader dit barn dreje rundt. Når I åbner igen, har I et smukt kunstværk på et påskeæg. Lad det tørre og hæng det op eller giv det til en, der betyder noget for dit barn.
Der ryger en del maling ned i bunden af slyngen, og det skal selvfølgelig ikke smides ud. Brug det til et nyt kunstværk, fx et evighedsmaleri.
Påskeæg med kagespartel
Hvis du har en kagespartel liggende, som ikke bliver brugt, så kan du og dit barn lave nogle flotte mønstre i jeres påskeæg. Du kan også bruge en stor kam, hvis du har sådan en.
Klat lidt maling på papiret, og træk så din spartel eller kam henover. Når malingen er tør kan I klippe det ud, så det ligner et påskeæg.
Baby-safe påskeæg
Har du et lille barn, som ikke skal lege med maling endnu, kan I stadig hygge jer med at lave påskepynt med maling.
Klip et stykke karton ud i ægge-form, klat lidt maling på og læg det forsigtigt ned i en lukkepose.
Luk posen og lad nu barnet trykke, klaske og fordele farven ud over ægget.
Når barnet ikke gider mere, klipper du posen op og tager ægget ud. Når det er tørt kan du hænge det op eller barnet kan give det til en, det holder af.
Hvis du har brug for inspiration til andre aktiviteter med helt små børn, kan du trykke her: Leg for 1årige.
Sanseleg med påske-setup
Lav et påskeæg af farvede kikærter, bønner eller ris. Børnene vil helt sikkert have en fest med at ødelægge formen på ægget. Måske de får lyst til at forme deres eget påskeæg.
Du kan også give sanselegen lidt påskestemning ved at tilføje små påskeæg, kyllinger eller andet påskepynt. Gem evt små chokoladepåskeæg (indpakket) i en skål med ris eller kikærter. Så skal barnet grave dem frem.
Påskeæg med tape
Hvis du har noget tape liggende, kan du og børnene også lave nogle fine æg med flotte farver. Klip karton/papir ud først eller efter barnet har klistret tapen på. Hvis du laminerer dem, kan de hænges op i et træ i haven og pynte lidt. Husk at binde det godt fast, så det ikke blæser væk og ligger og flyder i naturen.
Farv påskeæg i flødeskum
Disse smukke æg kan laves i flødeskum eller barberskum.
Pust æg og skyl dem, så de er rene indeni. Sprøjt lidt skum i en skål, (du behøver bare et tyndt lag) og dryp med frugtfarve. Tril så jeres æg i farverne og stil dem til tørre.
Når de er helt tørre kan du hænge dem op. Jeg binder en snor om en knækket tandstik, så puttes ned i æggets åbning.
Find evt en gren og hæng dine æg derpå. Jeg synes de er så smukke!
Modellervoks-æg
Du kan lave påskeæg af modellervoks og lade dem tørre. Husk at prikke hul med et sugerør inden de tørrer, så der kan komme en snor i og de kan blive hængt op som påskepynt. Det er en nem og fin påskeaktivitet, som både kan blive til påskeæg eller små kyllinger med rulleøjne og fjer.
Påskeæg med pap og garn
Klip pap ud i en ægge-form og tape et stykke garn fast på den ene side. Lad så barnet vikle ægget ind i garn. Lav evt helt små indhak i ægget først, så garnet ikke glider rundt.
Tryk på billederne for at komme til opslaget med dem.
Klask-selv-påskeæg
En anden påskeaktivitet, du nemt kan lave med dit barn er klask-selv-påskeæg. Tryk på billedet for at komme til mit opslag og læse mere.
Jeg håber, at I alle får en rigtig god påske på trods af Coronavirussen!