Gaveidéer der sætter aftryk! – Af Maria Bøgh

frø

Jeg har spurgt kreative Maria Bøgh, om hun har lyst til at skrive et gæsteindlæg til min hjemmeside. Maria arbejder som komunal dagplejer, og hvis du har været inde på hendes instagramprofil Hererderenvoksen, så er du ikke i tvivl om, at hun brænder for sit arbejde med små børn! Maria havde heldigvis lyst til at lave et indlæg, og det kommer her! Jeg håber, at du bliver ligeså inspireret, som jeg gør af hendes fine gaveidéer, der sætter aftryk!

maria insta

Hånd- og fodaftryk

Én af de kreative aktiviteter jeg elsker allermest er hånd- og fodaftrykkene. Det lille håndaftryk er én af de mest personlige gaver man som forældre eller bedsteforældre kan modtage. Begejstringen er stor fra modtagers side, men begejstringen er sandelig også stor fra barnets.

Processen er nemlig ofte i flere trin, og når jeg laver hånd- og fodaftryk med børnene, er det en dejlig lille stund mellem mig og barnet.

Ofte er aftrykkene en del af et forløb jeg kører i dagplejen, hvor jeg har et særligt fokus og emne jeg laver aktiviteter ud fra. Henover sommeren har jeg haft tema om farver, og derfor lavede jeg også disse sommerfugle med børnene i ”regnbue-farver”.

sommerfulg

Idéen med regnbuefarverne var også at forældre og barn hjemme kunne lege med og snakke om farverne på sommerfuglen. Tilmed med en stor portion ejerskab fra barnet da det selv har lagt fod til projektet. Dét er stort!

Ofte og især når børnene er helt små, er det umiddelbart lidt meningsløst for dem at sætte et aftryk på et stykke karton. Derfor forvandler jeg næsten altid aftrykkene til noget der rent faktisk giver mening og som udgør et samtaleemne. Akkurat som de farvede sommerfugle.

Og så er det ingen hemmelighed at jeg også helt personligt elsker at lege med aftrykkene og at give dem liv. Det er altså også en lille smule noget jeg gør for mig.

Årstider

De forskellige årstider giver rig mulighed for alle mulige aftryk med hvert deres udtryk. Om efteråret laver jeg gerne håndaftryk i efterårsfarver og tilsætter lidt guldmaling hvis jeg kan komme til det. Det giver et rigtig smukt udtryk.

Jeg laver aftrykket på sort karton og maler eller tegner de nøgne grene. Et par rulleøjne gør ofte den store forskel.

Efteråret er også lig med kæmpestore korsedderkopper, hvilke også er nærliggende at lave med børnene i et tema om edderkopper. Eller bare fordi de er super søde. Lad børnene sætte rulleøjne på i forskellige størrelser og du har lige pludselig et helt andet og mere finurligt udtryk.

aftryk

Halloween har ligesom påske, jul og fastelavn sin helt egen kategori af hånd- og fodaftryk. Disse halloweenspøgelser er rigtig lette at lave; sort karton, hvid maling og et sæt rulleøjne. Bum.

Det er vigtigt at nævne, at det for mange børn, og især første gang, kan være lidt grænseoverskridende at få maling under fødderne eller i håndfladerne. Jeg mærker altid efter hos barnet, om det er klar til oplevelsen, og jeg italesætter altid det der skal ske.
Hvis jeg har et barn, der viser modvilje, vil jeg lige så stille lege aktiviteten ind over tid. Leg med maling er jo alletiders sanseleg i øvrigt.
Opbevar gerne din maling ved stuetemperatur eller varmere inden du skal bruge malingen til børnene. Det føles ikke rart at få iskold maling smurt ud under fødderne, især hvis man aldrig har prøvet det før.

Jeg ”maler” ofte med en finger, mens jeg har et godt greb om anklen med den anden hånd. Jeg er derved helt tæt på barnet og vi kan mærke hinanden.

Rigtig god fornøjelse med aftrykkende. Husk at rulleøjne kan gøre forskellen for udtrykket, og at maling bare er maling – det kan vaskes!

 

Maria Bøgh, Hererderenvoksen.