Legeskum er godt for en hjerne i udvikling

Vi elsker vores legeskum. Udover at være mega sjovt at bygge baner med, så er det også super godt for en hjerne i udvikling! Vi leger med det dagligt, for det meste indenfor, men i sommermånederne har vi det også tit med udenfor. En våd klud, og så er det rent igen, hvis der skulle komme jord eller andre mærker på.

legeskum

Det fylder meget

For snart 2 år siden køber vi rutsjebane-sættet og et sæt der hedder Karl, der består af 12 elementer hos Legeskum.dk. Vi får lidt ekstra legeskum med, fordi der er lidt bøvl med levering. I dag er vi glade for, vi skulle vente lidt ekstra tid, for vi er ret glade for de ekstra puder 😉

Vores legeskum fylder en del! Både i vores hverdag men også fysisk. Det er ikke hver dag, vi har det hele fremme til én stor bane. Men vi leger med nogle af puderne hver dag. Når det ikke er i brug, så står det inde på vores kontor op ad væggen.

Vores kontor er 9 kvm og der er derfor ikke meget plads, når der også skal være et skab og et skrivebord. Men når vi stabler vores legeskum, så fylder det overraskende lidt på gulvet. Vi har så de to ‘H’ puder ude i legestuen bag mit krea-skab. Du kan se, hvad jeg har i krea-skabet under et højdepunkt, hvis du går ind på min profil på instagram.

Da vi boede i vores første hus, stod alt vores legeskum fast inde i stuen. Det var virkelig skønt, for så skulle de ikke slæbes frem og tilbage hele tiden! Men lige nu synes vi ikke rigtig, der er et godt sted til det, hvor det kan stå fast. Ironisk nok, for vores gamle stue var ca 28 kvm, og nu har vi TO stuer på ca 24 kvm og 39 kvm. Men de er indrettet lidt anderledes… Jeg håber, at vi en dag finder en løsning, hvor vores legeskum (eller hvert fald noget af det) kan stå fast i stuen, uden at være i vejen for andet leg og hygge. Måske en dag 😉

Godt for hjernen

I overskriften skriver jeg, at legeskum er godt for en hjerne i udvikling. Det skriver jeg, fordi barnet bruger hele kroppen til at flytte puder, de kravler op og hopper ned, de klatrer på dem og springer fra element til element. Alt dette er med til at stimulere både balancesansen og muskel- og ledsansen.

I ‘Se hvad jeg kan!’ skriver Ellneby, hvordan stimulering af balancesansen påvirker hele barnets hjerne:

“Når barnet leger og bevæger sig, øges hjernens evne til at være vågen. Det betyder, at barnet ikke så hurtigt bliver træt når det skal sidde stille og udføre en opgave. Den vågne hjerne kan bedre organisere og tolke sanseindtryk, så information kan forvandles til viden.” (Ellneby, 2004)

Der opstår ofte en naturlig overgang fra en motorisk leg på legeskum til en mere stillesiddende aktivitet, hvor mine børn kan fordybe sig. Deres hjerne er nemlig vågen og klar til at modtage nye sanseindtryk. Så efter en god leg på forhindringsbanen, laver vi typisk noget, der kræver lidt koncentration. Fx en sanseleg eller en aktivtitet med fx tal, bogstaver eller hvad der nu lige fanger mine børns interesse den dag.

Jeg skriver mere om sanseindtryk og om, hvordan barnets balancesans kan stimuleres i mit indlæg om sanseintegration.

Udeleg

Noget, der altid er sjovt, er når vi i sommermånederne tager al vores legeskum med ud i haven. Der kan vi fylde rigtig meget, fordi der selvfølgelig er meget mere plads end indenfor. Det betyder også, at vi kan lave nogle andre motorikbaner end vi plejer. Alligevel ender det som regel med, at vi laver én lang forhindringsbane! Den slutter altid henne ved trampolinen, som er oplagt at springe ud på.

legeskum

Brug, hvad du har

Børn kan slet ikke lade være med at lave ting, der er gode for deres udvikling. De træner helt automatisk deres muskler, led og balansesans, hvis de får mulighed for det. Derfor synes jeg, at det er vigtigt, at vi giver dem gode muligheder for at stimulere de forskellige sanser. Det bedste vi som forældre (og voksne med ansvar for børn) kan gøre, er at inspirere børnene til lege og aktivtiter, der har betydning for udviklingen.

Hvis man ikke vil priotere flere tusinde kroner på legeskum eller andre tumlemøbler, så er der også mange andre muligheder for at inspirere til gode aktiviteter. Søg evt efter noget brugt, inden du køber. Der er tit mange penge at spare på ting, der fungerer, som de skal. Eller brug det du har. En springmadras fra sengen, spisebordsstole, der både kan klatres over og kravles under, en solid vindueskarm, man kan springe ned fra eller gå en tur i skoven eller på stranden.

Der er mange billige og gratis muligheder for at stimulere både balancesansen og muskel- og ledsansen fx i naturen eller ude i haven med gynger, legetårne, trampoliner og rutsjebaner.

Men jeg elsker virkelig også, at mine børn kan stimulere diverse sanser indenfor. Når behovet opstår. På den måde fylder bevægelsesglæde meget i vores hverdag. Og deres lyst og behov inspirerer også mig til at bevæge mig sammen med dem.

Bonus: Jeg behøver ikke et fitnesscenter 😅

God legelyst! 🙂

4 comments

  • Lise

    Jeg sidder og kigger på legeskum til ønskeseddel. Men jeg er meget i tvivl om farver. Vi ønsker ikke det skal være gråt/sort men heller ikke alt for pang da vi gerne vil have det fremme i stuen.
    Enden på den firkantede balancebum er den “grøn 182”? og hvad med enden på H-støtterne? Er det “blå 184” eller “Petroleum 197”? Og er de lyseblå “Lyseblå 183” eller “Pastelblå 198”? Håber du ved det/har tid til at svare 🙂

    Mvh Lise

    • admin (author)

      Hej Lise, undskyld mit sene svar. jeg ved ikke, om det er for sent med et svar.
      Vi har 5 forskellige farver:
      Mørkeblå 194 (jeg er lidt i tvivl, om det er denne eller den der hedder Blå 184)
      Grøn 182
      Lime 296
      Petroleum 197
      Lyseblå 183

      Enden på den firkantede bom er grøn 182, ja.
      H-elementerne er lyseblå 183 og mørkeblå 194.
      Og kun U-puderne er med petroleum.

      Hilsen Kristina

  • Lise

    Hej Kristina,
    Mange tak for svar! Det var oprindeligt til ønskesedlen til dåben, men den blev aflyst af corona. Men nu sidder jeg igen og kigger legeskum og er ved at bestille et sæt og huskede pludselig at jeg havde spurgt til dine farver. Så dit svar endte med at være i rigelig god tid 🙂

    • admin (author)

      Dejligt det kunne brugtes trods alt 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *