DIY Sansebord – Sådan byggede vi vores.

sansebord

Min mand byggede fire flotte sanseborde i forskellige højder, og jeg er blevet så glad for dem, at jeg vil lave et indlæg med vores DIY sansebord, så du også kan bygge dit eget sansebord.

Først skal det lige nævnes, at dette blot er inspiration til, hvordan du kan bygge et sansebord. Vi har selv fundet meget inspiration hos IKEA’s FILSAT børnebord. Der er også plads til 2 TROFAST kasser. Vi ønskede et sansebord, der kunne klappes sammen, så det ikke fylder så meget, når vi ikke har det fremme. Derfor er de ikke helt så stabile, som hvis man laver et almindeligt bord.

Vi kom kun af med 540 kr for 4 x sansebord: træ, bordplade, skurer og hængsler.

Første del – Bordpladen

Vi startede med at bestemme os for målene på vores sansebord. Vi vurderede, at 100 x 60 cm var passende, så der er god plads til at sætte redskaber eller andet legetøj ved siden af kasserne.

Martin købte en OSB-plade og skar den ud, så han fik 4 plader på 100 x 60 cm.

Han lavede derefter ét bord ad gangen, hvilket resulterede i forbedringer ved hvert bord. Jeg deler selvfølgelig info om det sidste og bedste bord 😉

Han lagde bordpladen op på 2 bukke, så jeg kunne tegne, hvor jeg ville have hullerne til kasserne. Jeg vendte TROFAST kassen på hovedet i midten af den ene ende af bordet.

Så tegnede jeg en streg rundt om kassen, og så brugte Martin en stiksav til at skære hullet. Husk 1 cm mindre hele vejen rundt, så kassen ikke falder igennem, når den sættes i.

Anden del – Benene

Bord

Så gik Martin igang med benene, som kan foldes sammen.

Først satte han et bræt i hver ende af bordet, som benene kunne hvile på, når de foldes ud. Dernæst skar han reglarne til benene ud i de længder vi ønskede. Eftersom vi lavede 4 borde, som skulle bruges  til en legestation til en fest, lavede vi bordene i forskellige højder. Den højde, der fungerer bedst for mine børn, er 65 cm fra gulv til bordplade.

Martin sørgede for, at der var plads til benene, når de blev foldet sammen. Derfor er der forskellig afstand mellem benene i hver side. For at sikre, at benene er i vinkel, satte han et bræt på ydersiden af benene i den ene ende, og et mellem benene i den anden ende. Martin ville have sat reglar mellem benene i begge ender, hvis de ikke skulle være foldbare.

 

På de sidste to borde skar han benene i smig, hvilket vi synes, giver et flottere finish. diy

Stabilisering

På billedet oven over er der kun ét hænglsel på hver sæt ben, men det blev mere stabilt med to hængsler i hver ende. Hvis dit bord ikke skal kunne foldes sammen, kan det blive meget mere stabilt.

For at stabilisere bordet, valgte vi at lave en afstivning mellem bordbenene. Den nemmeste løsning på afstiveren, er at bore et hul i midten af hver ende af træet, som skal passe på nogle skruer. Dermed bliver afstiveren, hvor den skal, og den er nem af montere og afmontere. Martin lavede løsningen med skruerne ved at forbore og derefter sætte skruerne. Husk spændeskiver, da træet ikke bare bliver presset i stykker når du strammer skruen.

bordben

Tredje del – Voksdugen

Det sidste, du mangler, er at få dugen på. Jeg ville have en voksdug på, fordi mange af mine lege involverer noget, der skal tørres af bagefter. Såsom troldesnot, slim eller lege med vand. For at få dugen til at sidde fast, brugte Martin en klipsemaskine på bagsiden af pladen. Dugen er egentlig bare foldet lidt på må og få, der hvor det var nødvendigt. ved hullerne skar han bare et kryds, så dugen kunne foldes ned under bordet. Det sikrede også, at vand og andre flydende ting ikke kan komme i direkte kontakt med pladen under kasserne.

Fjerde del – Leg!

Nu er bordet færdigt, og det er klar til brug. Vi har i snart tre år leget sanselege på en voksdug på gulvet. Og det fungerer fint. Efter vi har fået bordet leger vi stadig indimellem på gulvet. Det giver lidt en anden leg, når man sidder midt i det, man leger med. Fødderne og resten af kroppen kommer nemmere med i legen, hvis man sidder på gulvet. Men ved bordet er det mere hænderne, der er i spil. Læs mere om sanselege her.

Skum

 sansebord

Du kan følge med på min instagram profil, hvor vi ofte bruger vores sansebord i forskellige sanselege.

 

Håber, at du fandt inspiration til dit eget byggeprojekt.

God byggelyst!